Nye regler - familiehandler med fast ejendom

Der er nu udsendt et nyt cirkulære fra Skatteministeriet, der ændrer på reglerne ved handel med ejendom i familiehandler.

Med de nye ejendomsvurderinger ændres reglerne fra at man kan handle til +/- 15% af den seneste ejendomsvurdering til +/-20%. Desuden giver en lang række nye afgørelser en praksis på, hvornår myndighederne kan tilsidesætte den anvendte salgspris pga. de såkaldte “særlige omstændigheder”.

Ændringerne træder i kraft 15/10-2021 og gælder for handler, der gennemføres efter de nye ejendomsvurderinger er modtaget.

Det siger de nye regler
Med ændringen kommer det nu til at fremgå direkte af cirkulæret, at der kan gøres undtagelse fra +/- 15%-reglen, hvor der foreligger særlige omstændigheder.

Når der udsendes nye ejendomsvurderinger fastslår det nye cirkulære, at skattemyndighederne som udgangspunkt er forpligtet til at acceptere den pris, som parterne har aftalt, hvis denne ligger inden for +/- 20 % af den seneste kendte offentlige vurdering. Kun hvis der foreligger særlige omstændigheder, kan prisen tilsidesættes.

Dette harmonerer med, at det kun vil være muligt at få ændret de nye ejendomsvurderinger ved klage, hvis vurderingen afviger med mere end 20 % fra handelsværdien. Ændringen sikrer dermed, at skattemyndighederne og skatteyderne fremover får den samme udvidede skønsmargin.

Det betyder dermed, at så snart du har modtaget en ejendomsvurdering efter de nye vurderingsregler, så kan du ikke længere bruge +/- 15% men skal bruge.

Erhvervsejendomme – vær særligt opmærksom
Bemærk særligt vedr. erhvervsejendomme, at de nye regler for for vurdering medfører en omlægning af beskatningen af disse. Når erhvervsvurderingerne engang foreligger (formentlig i 2024), vil der alene være tale om en grundvurdering. Det betyder, man derfor ikke kan bruge +/- 20% reglen på denne type ejendomme. Indtil da gælder de gamle regler for denne type ejendomme.

Særlige omstændigheder
Både efter de nye og gamle regler er myndighederne ikke bundet af procentreglerne hvis der er “særlige omstændigheder”.

I en stribe nye afgørelser fra Skatterådet gives nu en række situationer, hvor det ikke er muligt at overdrage en ejendom til den offentlige vurdering +/- 15 % for myndigheder mener, at der er “særlige omstændigheder”.

Der lægges stor vægt så den tidsmæssige sammenhæng mellem sælgers køb og afståelse af ejendommen samt belåning hos køber (f.eks. et barn) samt f.eks. om andre børn også tilgodeses gave- eller arveretligt ifm. salget af ejendommen.

Uanset nedenstående eksempler er udgangspunktet fortsat, at det er muligt at overdrage ejendomme inden for familien til den seneste ejendomsvurdering +/- 15% respektive +/- 20% når de nye vurderinger foreligger.

Her er en række eksempler på, hvornår der er tale om “særlige omstændigheder jf. den nye række afgørelser:

Ejendommen er ikke selvstændigt vurderet.

Der er ændringer af ejendommen siden den seneste vurdering.

Overdrages af ejerlejlighed, der ikke er vurderet som fri.

Ejendommen anses som en såkaldt “næringsejendom”.

Køber har belånt ejendommen på baggrund af en højere værdiansættelse.

Der er internt aftalt en anden og højere værdi af ejendommen, sådan at andre familiemedlemmer/arvinger
kompenseres med arv eller gaver.

Der er ifm. salget indhentet en sagkyndig vurdering, som viser en højere værdi, f.eks. hos en ejendomsmægler.
Ejendommen indgår i et regnskab med en større værdi.

Der er fastslået en handelsværdi ved køb eller salg af ejendommen i en vis tidsmæssig tilknytning til overdragelsen.

Der er fastslået en højere handelsværdi ved køb eller salg af ejendommen i tidsmæssig tilknytning til overdragelsen.

Kontakt os
Hvis du har spørgsmål til ovenstående er du naturligvis velkommen til at kontakte din sædvanlige kontaktperson hos RevisorGruppen på telefon 62 22 02 12.

Tilmeld dig til nyhedsbrev
RevisorGruppen er den del af danrevi-samarbejdet. Har du lyst til at modtage aktuelle nyheder vedrørende skat, moms og afgifter så tilmeld dig danrevis nyhedsbrev der udsendes 1 – 2 gange pr. måned.

Tilmeld dig ved at klikke her >>

RevisorGruppen
Vestergade 165 A, 1. sal
5700 Svendborg
Tlf. 62 22 02 12
info@revigruppen.dk
www.revigruppen.dk

Denne publikation er skrevet i generelle vendinger og skal alene betragtes som generel vejledning. Du bør ikke handle eller undlade at handle uden at have fået professionel rådgivning. Kontakt RevisorGruppen for at drøfte de specifikke problemstillinger.