Mindre virksomheder kan nu få et CVR-nummer

Erhvervsstyrelsen har udsendt en ny CVR-bekendtgørelse, som åbner muligheden for, at personligt ejede mindre virksomheder, der ikke er omfattet af en lovbestemt pligt til at registrere sig i Det Centrale Virksomhedsregister, frivilligt kan lade sig registrere i CVR-registret.

Med registreringen følger et CVR-nummer, som giver disse virksomheder mulighed for at få en digital signatur, som f.eks. kan bruges i forbindelse med digital indberetning til det offentlige.

Virksomheder, hvis momspligtige omsætning er under 50.000 kr. inden for en 12-måneders periode kan frivilligt vælge at lade sig momsregistrere.

Fra september 2014 er det muligt at registrere en personligt ejet mindre virksomhed og få et CVR-nummer uden at lade sig momsregistrere. Det er gratis at registrere en personligt ejet mindre virksomhed, men virksomheden skal tilmeldes en række digitale værktøjer, så den kan kommunikere digitalt med det offentlige.

Muligheden for frivillig registrering fremgår af den nye CVR-bekendtgørelse, jf. bekendtgørelse nr. 932 af 21. august 2014, som yderligere indeholder en sammenskrivning af den hidtil gældende CVR-bekendtgørelse og efterfølgende ændringsbekendtgørelser.

Registrering af personligt ejede mindre virksomheder (PMV’er)
De ændrede regler i CVR-bekendtgørelsen gør det muligt for personligt ejede mindre virksomheder (PMV), der ikke er omfattet af en lovbestemt pligt til at registrere sig i Det Centrale Virksomhedsregister, frivilligt kan lade sig registrere i CVR-registret. Bekendtgørelsen udmønter et af initiativerne i grunddataprogrammets afsnit om virksomhedsdata, der gør det muligt for virksomheder med en årlig omsætning under 50.000 kr. at lade sig registrere i CVR-registret.

Med registreringen bliver disse virksomheder ligestillede med andre virksomhedsformer, som er registreret i CVR-registret. Med registrering følger et CVR-nummer, som giver disse virksomheder mulighed for at få en digital signatur, som kan benyttes i forbindelse med digital indberetning til det offentlige. Herudover bliver der automatisk oprettet en digital postkasse, tilknyttet CVR-nummeret, i Digital Post, som virksomheden skal aktivere, så virksomheden kan modtage post fra det offentlige i sin digitale postkasse.

Det er således fra og med den 18. september 2014 muligt at registrere en personligt ejet mindre virksomhed og få et CVR-nummer uden at lade sig momsregistrere.

Ved frivillig registrering skal der som minimum gives oplysninger om virksomhedsform, starttidspunkt, virksomhedsnavn, virksomhedsadresse, branche og eventuelle bibrancher, og det skal markeres om virksomheden vil fritages for reklamehenvendelser. Derudover skal der oplyses navn, adresse, stilling og CPR- eller CVR-nummer for deltagere, stiftere og ledelsesmedlemmer i den udstrækning, disse oplysninger registreres i henhold til lovgivningen.

Såfremt der sker ændringer i de registrerede forhold skal virksomheden ændre de registrerede oplysninger. Registreringen ophører automatisk 3 år efter datoen for registrering eller 3 år efter den senest registrerede ændring. Inden udløbet af denne treårige periode sender Erhvervsstyrelsen en meddelelse til virksomheden om, at registreringen vil ophøre medmindre den fornyes.

Registrering kan kun ske via Erhvervsstyrelsens elektroniske selvregistreringsløsning på www.virk.dk.

Ved registreringen anvendes brugerens digitale signatur. Registreringen skal i øvrigt foregå i overensstemmelse med, hvad der fremgår af selvregistreringsløsningen.

Hvis en virksomhed, som er frivilligt registreret bliver omfattet af registreringspligt i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen eller anden lovgivning, skal virksomhedens driftsform omregistreres til enkeltmandsvirksomhed. Omregistreringen skal foretages efter regler i kapitel 10 i anmeldelsesbekendtgørelsen. Ved omregistrering bevarer virksomheden sit CVR-nummer.

Den nye bekendtgørelse om Det Centrale Virksomhedsregister og www.cvr.dk trådte i kraft den 18. september 2014.

Kontakt os
Hvis du har spørgsmål til ovenstående er du naturligvis velkommen til at kontakte din sædvanlige kontaktperson hos RevisorGruppen på telefon 62 22 02 12.

Tilmeld dig til nyhedsbrev
RevisorGruppen er den del af danrevi-samarbejdet.

Har du lyst til at modtage aktuelle nyheder vedrørende skat, moms og afgifter så tilmeld dig danrevis nyhedsbrev der udsendes 1 – 2 gange pr. måned.

Tilmeld dig ved at klikke her >>

RevisorGruppen

Vestergade 165 A, 1. sal
5700 Svendborg
Tlf. 62 22 02 12
info@revigruppen.dk
www.revigruppen.dk

Denne publikation er skrevet i generelle vendinger og skal alene betragtes som generel vejledning. Du bør ikke handle eller undlade at handle uden at have fået professionel rådgivning. Kontakt RevisorGruppen for at drøfte de specifikke problemstillinger.