Nye regler for beregning af renter af restskat

Fra 1. januar 2010 er reglerne for beregning af rente af restskatter for personer ændret. Dette får betydning for dig, der indbetaler skat for 2009 i perioden 1. januar 2010 til 1. juli 2010.

Med de nye renteberegningsregler indføres, at man nu betaler en dag-til-dag rente af sin restskat.

Man kan fortsat indbetale lige så store beløb man ønsker i skat til og med 31. december uden renter for det aktuelle år – f.eks. 2009.

Efter de nye regler betales nu 4,6 % i rente som dag-til-dag rente. De tidligere regler om at du “gratis” kunne indbetale beløb helt frem til 1. juli er bortfaldet.

Renterne af restskatter er ikke fradragsberettigede.

Det kan som følge af de nye regler være relevant for dig at disponere anderledes end sædvanligt mht. indbetaling af restskatter. Vi anbefaler at du i løbet af november og december 2009 kontakter din revisor for en beregning af en evt. restskat for 2009. Hvis du ønsker at indbetale restskat uden at skulle betale renter skal du som nævnt gøre dette senest 31. december 2009 (senest sidste bankdag hvis 31. december ikke er en bankdag).

Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende og anvender reglerne i virksomhedsskatteordningen anbefaler vi ligeledes at du kontakter din revisor inden betalingen af en eventuel restskat. Der kan, som følge af de ændrede regler omkring beregning af personskat, være penge at spare både i renter og i skat hvis du tilrettelægger hævningen i virksomhedsordningen til betaling af restskatten i samråd med din revisor.

Har du spørgsmål til ovenstående er du naturligvis velkommen at kontakte din sædvanlige kontaktperson hos RevisorGruppen på telefon 62 22 02 12.