Reglerne for benyttelse af de såkaldte mandskabsvogne, hvoraf der ikke er betalt registreringsafgift er knivskarpe – dette måtte en arbejdsgiver sande da hans ansatte på vej hjem fra en opgave i Tyskland blev standset af tolderne ved grænsen.
Der er strenge regler for benyttelse af en mandskabsvogn, der ikke er betalt registreringsafgift af, og hverken gode eller dårlige undskyldninger godtages af Motorstyrelsen eller Landsskatteretten når man bliver taget på fersk gerning. Det viser endnu en afgørelse fra Landsskatteretten.
Afgørelsen fra Landsskatteretten
Et selskab ejede en mandskabsvogn, som 2 ansatte benyttede under en opgaveløsning i Tyskland midt i Covid-19 nedlukningen i marts 2020.
En mandskabsvogn er et køretøj, der utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til transport af mandskab og materiel.
De ansatte havde udført opgave i det midt-tyske, og på vej hjem fra opgaven besluttede de at holde ind for at finde noget at spise ved indkøbscentrene syd for den dansk-tyske grænse. Pga. pandemien var de tyske motorvejsrastepladser lukket ned, og der var ikke mulighed for at købe mad andre steder på turen.
Det var fortsat muligt at købe et måltid ved indkøbscentrene, og samtidig benyttede de to ansatte sig af muligheden til at fylde 60 rammer dåseøl til privat brug ind i mandskabsvognen. Der var ikke tale om, at de to ansatte kørte specifikt til et sted, hvor der kunne købes øl eller kørte med hensigten om at handle til privat brug – og de havde for så vidt ikke afveget fra den erhvervsmæssige rute mellem arbejdsstedet i Tyskland og arbejdsgiverens adresse i Danmark.
Ved grænsen blev mandskabsvognen og de to ansatte stoppet i en kontrol af Toldstyrelsen, der efterfølgende gav Motorstyrelsen meddelelse om, at arbejdsgiverens mandsskabsvogn var benyttet til transport af privat dåseøl. De to ansatte havde oplyst til Toldstyrelsen, at de ikke var bekendt med, at der var tale om en mandskabsvogn.
Motorstyrelsen afkrævede herefter arbejdsgiveren 401.000 kr. i registreringsafgift af mandsskabsvognen fordi det er ejeren af et køretøj, der hæfter for registreringsafgiften.
Det var uden betydning af arbejdsgiveren i sagen hævdede, at de ansatte både skriftligt og mundligt var gjort bekendt med, at de ikke måtte benytte mandskabsvognen til private formål. Det var også uden betydning, at de ansatte ikke havde mulighed for at benytte sig af rastepladserne på den tyske motorvej som følge af Covid-19 nedlukningen.
Transporten af de 60 rammer øl blev dermed en dyr fornøjelse for arbejdsgiveren, der uomtvisteligt hæfter for den opkrævede afgift som ejer af køretøjet. Om arbejdsgiveren efterfølgende afkrævede de to ansatte de 401.000 kr. fordi bilen var blevet benyttet til private formål fortæller afgørelsen dog intet om.
Du kan læse hele afgørelsen her >>.
Kommentar
Afgørelsen kan forekomme barsk – men er helt efter bogen, og det er ikke første gang en arbejdsgiver har måtte bøde for ansattes manglende viden om, hvad en mandskabsvogn må benyttes til
Selv en situation som Covid-19 nedlukningen gør ikke, at myndighederne ser lempeligere på selv den mindste private anvendelse af en mandskabsvogn.
De fleste kender reglerne for brug af almindelige gulpladebiler – både de specialindrettede og de biler, der betegnes som almindelige kassevogne uden særlige indretninger. Men disse regler må ikke forveksles med de endnu skrappere krav der er til kørsel i mandskabsvogne.
Det er derfor meget vigtigt at du som arbejdsgiver instruerer dine ansatte tydeligt i hvilken form for kørsel, der er tilladt i mandskabsvognen.
Sørg altid for, at udarbejde en skriftlig vejledning, som dine ansatte har skrevet under på at de har læst og forstået. Vejledningen bør også indeholde information om, at såfremt den ansattes ulovlige brug af mandskabsvognen udløser et krav om registreringsafgift fra Motorstyrelsen, så vil den ansatte blive mødt med krav om, at betale registreringsafgiften tilbage til arbejdsgiver.
Reglerne for kørsel i mandskabsvogne
Motorstyrelsen har udarbejdet en oversigt over, hvad der er lovlig kørsel i de forskellige biltyper – du kan finde oversigten her >>.
En mandskabsvogn er en varebil, der kan bruges til at transportere mandskab og materiel. Mandskabsvogne er indrettet med bagsædearrangement – typisk en dobbeltkabine.
Mandskabsvogne er fritaget for registreringsafgift, og derfor er der begrænsninger for, hvordan du må indrette og bruge dem.
Du kan derfor ikke købe dagsbeviser til denne type biler.
Indretning
• Personkabinen skal være indrettet til transport af mindst fire personer og med mindst ét sæde bag forsæderne.
• Kabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet.
• Konstrueret og indrettet, så der ikke er tvivl om, at den skal bruges til at transportere mandskab og materiel.
• Mandskabsvognen skal være en varebil med minimum ét bagsæde. Det vil typisk være en bil med dobbeltkabine.
• Kabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet.
• Vareladet eller varerummet skal have et større flademål end personkabinen.
• Virksomhedens navn eller logo skal tydeligt være malet eller klistret på mandskabsvognen.
Almindelige last- og varebiler uden denne særlige indretning, kan ikke godkendes som mandskabsvogne. Biler af pickup-typen med udvidet førerrum og nødsæde kan fx ikke godkendes som mandskabsvogne.
Hvad må en mandskabsvogn bruges til?
• Du må kun bruge en mandskabsvogn til kørsel til og fra virksomhedens arbejdspladser.
• Du må bruge en mandskabsvogn til transport af materiel, værktøj og materialer.
• Du må bruge en mandskabsvogn til transport af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed.
• Du må kun hente mad i arbejdstiden, hvis du alligevel foretager lovlig kørsel i mandskabsvognen og
• Turen må ikke afvige væsentligt fra den direkte rute.
• Mandskabsvognen kan bruges til transportopgaver på samme måde som andre last- og varebiler,
• Men kun hvis der udelukkende er tale om erhvervsmæssig brug.
• Er du omfattet af en fast vagtordning, hvor mandskabsvognen skal bruges, må du:
• Gerne køre til din private bopæl, når du har vagt. Du må kun bruge mandskabsvognen til dette formål.
Hvad må en mandskabsvogn ikke bruges til?
• Du må ikke bruge en mandskabsvogn til privat kørsel og privat persontransport.
• Du må ikke transportere personer, som ikke er ansat i ejerens eller brugeres virksomhed.
• Du må som udgangspunkt ikke bruge en mandskabsvogn til kørsel mellem arbejdsplads og overnatningssteder.
• Du kan ikke købe dagsbevis til en mandskabsvogn.
• Du må ikke bruge en mandskabsvogn til kørsel mellem virksomheden og din private bopæl.
• Du må som udgangspunkt ikke bruge en mandskabsvogn mellem arbejdssted og din private bopæl.
• Det kan være tilladt, hvis kørslen kan anses som erhvervsmæssig.
• Det kan fx være, hvis der er en betydelig afstand mellem virksomhedens adresse og din private bopæl.
• Der skal på den private adresse være et mindre lager til opbevaring af værktøj og materialer eller lignende.
• Du må ikke bruge mandskabsvognen til egentlig vognmandsvirksomhed.
Det er Motorstyrelsens opfattelse, at en ekstern adresse kan anses for en virksomheds arbejdsplads, hvis:
• det arbejde, som udføres på de eksterne adresser, som udgangspunkt kan anses for virksomhedens kerneopgaver
• mandskabet transporteres i virksomhedens erhvervsmæssige interesse.
Kontrol af mandskabsvogne
Hvis det konstateres, at en mandskabsvogn umiddelbart er indrettet eller bruges i strid med reglerne, skal virksomheden fx dokumentere, at kørslen ligger inden for de rammer, der gælder for afgiftsfrie køretøjer. Alle relevante oplysninger kan indgå ved vurderingen af, om virksomheden har dokumenteret dette. Dokumentation kan fx være GPS-oplysninger om den kørte rute.
Hvis din mandskabsvogn er brugt eller indrettet i strid med reglerne, skal der betales afgift efter registreringsafgiftslovens § 4-5 c.
Kontakt os
Hvis du har spørgsmål til ovenstående er du naturligvis velkommen til at kontakte din sædvanlige kontaktperson hos RevisorGruppen på telefon 62 22 02 12.
Tilmeld dig til nyhedsbrev
RevisorGruppen er den del af danrevi-samarbejdet. Har du lyst til at modtage aktuelle nyheder vedrørende skat, moms og afgifter så tilmeld dig danrevis nyhedsbrev der udsendes 1 – 2 gange pr. måned.
Tilmeld dig ved at klikke her >>
RevisorGruppen
Vestergade 165 A, 1. sal
5700 Svendborg
Tlf. 62 22 02 12
info@revigruppen.dk
www.revigruppen.dk