Nyt udspil til skattereform

Regeringen har nu fremlagt forslag til en reform af personbeskatningen og indfører både nye og ”gamle” begreber som f.eks. top-topskat og mellemskat.

Bemærk at der er tale om et udspil, der først skal forhandles før det udmøntes i et egentligt lovforslag. Det må dog forventes, at de hovedelementerne i forslaget bliver som foreslået.

Regeringens forslag til en reform af rummer tre hovedpunkter:

• En forhøjelse af beskæftigelsesfradraget fra 44.800 kr. til 56.200 kr.
• Indførelse af en mellemskat på 7,5%
• En ekstra topskat – en top-topskat – for indkomster over 2,5 mio. kr. før Am-bidrag.

Virkningstidspunkter
Ændringerne af beskæftigelsesfradraget vil blive indfaset fra 2025 og får fuld gennemslagskraft fra 2026.

Ændringerne ift. mellemskatten og top-topskatten får virkning fra 2026.

Beskæftigelsesfradraget
Fradraget øges fra 10,65% til 12,75%. Fradraget gælder alle personer i arbejde eller med selvstændig virksomhed.

Samtidig forhøjes det maksimale fradrag fra 44.800 kr. til 56.200 kr.

Værdien af et fuldt fradrag forventes at give en årlig skattebesparelse på netto ca. 2.900 kr.

Det maksimale beskæftigelsesfradrag gælder på nuværende tidspunkt for personer med en indkomst på over ca. 421.000 kr. og fremadrettet ca. 441.000 kr.

Enlige forsørgere får en ekstra skattelettelse i form af en yderligere forhøjelse af det ekstra beskæftigelsesfradrag fra 6,25% til 11,5%.

Mellemskatten
Den nye mellemskat på 7,5% gælder indkomster mellem 618.400 kr. og 750.000 kr. om året.

Et ikke-udnyttet bundfradrag kan ikke overføres til en ægtefælle som det også gælder for de nugældende regler for topskattebetalere.

Personer, der tjener mere end 618.400 kr., men ikke over 750.000 kr., opnår ift. de gældende regler en besparelse på ca. 9.100 kr. isoleret set da disse personer i dag betaler topskat på 15% af denne indkomst.

Topskatten
Tjener man over 750.000 kr., vil man fortsat skulle betale 15% i topskat af den del af indkomsten. Det gælder for indkomst op til 2.500.000 kr.

Som resultat af indførelsen af den nye mellemskat vil man som nævnt opleve en skattelettelse på ca. 9.100 kr. på indkomsten, der ligger mellem 618.400 kr. og 750.000 kr.

Top-topskatten
Tjener man mere end 2.500.000 kr. om året, skal betale en ekstra topskat på 5% af indkomsten over dette beløb.

Det gælder både almindelig løn samt overskud af selvstændig virksomhed, der ikke opspares i virksomhedsskatteordningen.

Et ikke-udnyttet bundfradrag kan heller ikke her overføres til en ægtefælle.

Kontakt os
Hvis du har spørgsmål til ovenstående er du naturligvis velkommen til at kontakte din sædvanlige kontaktperson hos RevisorGruppen på telefon 62 22 02 12.

Tilmeld dig til nyhedsbrev
RevisorGruppen er den del af danrevi-samarbejdet. Har du lyst til at modtage aktuelle nyheder vedrørende skat, moms og afgifter så tilmeld dig danrevis nyhedsbrev der udsendes 1 – 2 gange pr. måned.

Tilmeld dig ved at klikke her >>

RevisorGruppen
Vestergade 165 A, 1. sal
5700 Svendborg
Tlf. 62 22 02 12
info@revigruppen.dk
www.revigruppen.dk

Denne publikation er skrevet i generelle vendinger og skal alene betragtes som generel vejledning. Du bør ikke handle eller undlade at handle uden at have fået professionel rådgivning. Kontakt RevisorGruppen for at drøfte de specifikke problemstillinger.