Husk ejendomsværdiskat og lejeindtægten af boligen i udlandet

Bor du i Danmark og er skattepligtig hertil skal du huske at oplyse om din ejendom i udlandet til Skattestyrelsen. Det gælder også selv om du betaler skat af ejendommen i udlandet.

Uanset om man har ferielejlighed i Spanien, hus i Tyrkiet, sommerhus i Sydfrankrig, hytte i Norge eller ødegård i Sverige, skal man huske at oplyse skattemyndighederne om ejendommen og muligvis betale ejendomsværdiskat i Danmark samt skat af eventuelle lejeindtægter.

Reglerne er de samme for ferieboliger og ejendomme i udlandet som i Danmark. Det har derfor ikke betydning om din feriebolig ligger i Nice eller Nykøbing M.

Eneste forskel er, at du selv skal sørge for indberetningen af din udenlandske feriebolig til Skattestyrelsen – og det glemmer mange flere end man regner med. Det er Skattestyrelsen også godt klar over.

Skattestyrelsen har fået oplysninger fra udlandet
Skattestyrelsen har modtaget kontroloplysninger fra flere udenlandske skattemyndigheder på omkring 6.000 danskere med ejendomme i udlandet. Disse personer vil derfor modtage et brev med oplysning om reglerne for ejendomsværdiskat og beskatning af lejeindtægter.

Efterfølgende bliver fulgt om med en decideret kontrolindsats ift. om man har medtaget lejeindtægter og ejendomsværdiskat på sit oplysningsskema.

Skat af lejeindtægter
For ejendomme i Danmark gælder, at udlejer du gennem feriehusudlejningsbureau, indberettes også lejeindtægter automatisk til Skattestyrelsen. Desuden er en del af lejeindtægterne også skattefri – også for udlejning af udenlandske ferieboliger – størrelsen afhænger dog helt af, om der sker indberetning fra et bureau til Skattestyrelsen eller ej. Den skattefrie del er væsentlig mindre hvis Skattestyrelsen ikke modtager indberetning fra udlejningsbureau om lejeindtægterne.

Anvender du bundfradragsmetoden er de første 11.900 kr. pr. fritidsbolig i 2022 (11.700 kr. i 2021) er skattefrie, hvis du lejer ud privat – altså uden om feriehusbureau. De første 43.200 kr. pr. fritidsbolig i 2022 (42.700 kr. i 2021) er skattefrie, hvis du lejer ud gennem bureau. Du skal betale skat af 60 % af din indtægt udover de nævnte grænser. Du får ikke fradrag for dine faktiske udgifter.

Du har også mulighed for at anvende den regnskabsmæssige metode til at opgøre beskatningsgrundlaget. Du kan læse om begge metoder her.

Er du i tvivl om reglerne kan du altid kontakte os for den nødvendige hjælp til at udarbejde oplysningsskemaet korrekt.

Ejendomsværdiskat af udenlandske ferieboliger
For ejendomme i Danmark beregnes ejendomsværdiskatten automatisk på grundlag af de vurderinger, der foretages af Vurderingsstyrelsen. I beregningen indgår pga. af skattestoppet på ejendomme både vurderingsoplysninger for 2001 og 2002 samt vurderingen for det aktuelle år. Alt sammen ganske automatisk.

Er du ejer af en ejendom i udlandet skal du selv sørge for at oplyse Skattestyrelsen om identiteten af ejendommen, dvs. beliggenhed, ejendomstype osv. Du er også selv pligtig til at beregnet ejendomsværdiskatten – og det er en ret kompliceret affære for de fleste – specielt beregningen af selve grundlaget giver vanskeligheder. Her skal du nemlig efter helt særlige regler tilbagediskontere din købspris for din udenlandske ejendom til prisen i 2001 og 2002 og derefter korrigere værdien for forskellen mellem udviklingen i ejendomspriserne i Danmark og i det givne udland. Dette kaldes afstandsprocenten.

Har du f.eks. blot indtastet købsprisen i Skattestyrelsens system, så der er stor sandsynlighed for, at du rent faktisk betaler for meget i ejendomsværdiskat af din udenlandske ejendom.

Er du i tvivl om reglerne kan du altid kontakte os for den nødvendige hjælp til at udarbejde oplysningsskemaet korrekt.

Du får nedslag i den danske skat
Er du nået så langt, at du har fået beregnet ejendomsværdiskatten for din udenlandske ejendom, så skal du huske, at du får nedslag for eventuelle tilsvarende skatter betalt i det land, hvor din ejendom ligger. Du får dog kun nedslag for skatter, der kan sammenlignes med den danske ejendomsværdiskat. Det betyder, at f.eks. grundskatter ikke kan nedsætte den danske skat ligesom f.eks. tinglysningsafgifter eller lignende heller ikke giver nedslag.

Her er nogle eksempler på ejendomsskatter, du kan trække fra i den beregnede ejendomsværdi:

• Sverige: Fastighets-avgift
• Spanien: El Impuesto sobre los Bienes Inmuebles (IBI)
• Frankrig: Taxe foncière sur les propriétés bâties og Taxe d´habitation

Bruger du ikke selv hele ejendommen til bolig eller feriebolig, er det kun en forholdsmæssig andel af ovennævnte du kan få fradrag for.

Du kan læse mere om reglerne og selve beregningerne nævnt ovenfor i Skattestyrelsens vejledning.

Kontakt os
Hvis du har spørgsmål til ovenstående er du naturligvis velkommen til at kontakte din sædvanlige kontaktperson hos RevisorGruppen på telefon 62 22 02 12.

Tilmeld dig til nyhedsbrev
RevisorGruppen er den del af danrevi-samarbejdet. Har du lyst til at modtage aktuelle nyheder vedrørende skat, moms og afgifter så tilmeld dig danrevis nyhedsbrev der udsendes 1 – 2 gange pr. måned.

Tilmeld dig ved at klikke her >>

RevisorGruppen
Vestergade 165 A, 1. sal
5700 Svendborg
Tlf. 62 22 02 12
info@revigruppen.dk
www.revigruppen.dk

Denne publikation er skrevet i generelle vendinger og skal alene betragtes som generel vejledning. Du bør ikke handle eller undlade at handle uden at have fået professionel rådgivning. Kontakt RevisorGruppen for at drøfte de specifikke problemstillinger.