Selskaber kan udskyde betaling af frivillig acontoskat

Den 20. november har hidtil været seneste frist for selskaber til indbetaling af frivillig acontoskat til imødegåelse af restskat.

Nu er fristen forlænget med 2 måneder og 10 dage til den 1. februar.

Selskaber og fonde mv. betaler acontoskat to gange om året. Den 20. marts og den 20. november. Det gælder, uanset om selskabet har kalenderårsregnskab eller skævt regnskabsår. Den ordinære acontoskat
beregnes og opkræves af SKAT. Den fastsættes til 50 % af skatten af den gennemsnitlige indkomst i de seneste 3 år.

Hvis selskabet forventer, at den faktiske skat for året bliver højere end den betalte acontoskat, kan selskabet supplere de ordinære acontoskatterater med frivillige indbetalinger.

Dette kan være en fordel, fordi selskabet herved undgår at skulle betale et ikke fradragsberettiget restskattetillæg, der for indkomståret 2015 forventes at ville udgør 4,0 %. Satsen offentliggøres først den 15. december 2015.

Ændringen betyder, at et selskabs regnskab for indkomståret nu næsten altid vil ligge mere eller mindre klar inden udløbet af fristen.

Dermed får selskabet nemmere ved at beregne, hvor stor den frivillige indbetaling skal være, hvis den samlede acontoskat skal svare til den faktiske selskabsskat for året.

Forrentning af frivillig indbetaling
Mens frivillige indbetalinger den 20. november normalt reduceres med en dekort, der dog i år forventes at blive på 0,0 %, skal der til frivillige indbetalinger i perioden 21. november – 1. februar betales et tillæg, der forventes at blive på 0,8 %. Tillægget er det samme, uanset på hvilken dato i perioden indbetalingen foretages. Dette taler selvsagt for at udskyde den længst muligt – altså til den 1. februar 2016.

Kan frivillig indbetaling betale sig??
Hvorvidt det overhovedet kan betale sig at foretage frivillige indbetalinger af acontoskat afhænger af, hvor højt selskabet får forrentet sin overskudslikviditet, henholdsvis hvilken lånerente selskabet betaler på sin kassekredit eller lignende.

Som nævnt forventes restskattetillægget for 2015 at ville udgøre 4,0 %. Det svarer til en rente på 5,2 % før skat. Hvis selskabets overskudslikviditet derfor forrentes med mindre end 5,2 %, eller hvis selskabets lånerente er under 5,2 %, er det isoleret set en fordel at foretage frivillig indbetaling.

Det kan ikke betale sig at foretage for store indbetalinger.

I tilfælde af overskydende skat bliver der nemlig ikke beregnet nogen godtgørelse, i det omfang den overskydende skat kan henføres til indbetalinger efter den 20. november.

Indberet indbetaling eller nedsættelse af rate til SKAT
Husk at frivillig indbetaling af acontoskat skal indberettes via TastSelv Erhverv, inden indbetalingen foretages. Sker det ikke, sender SKAT pengene retur.

De selskaber, der forventer en lavere skat end summen af de ordinære acontoskatterater, kan selv reducere anden rate. Det sker via TastSelv og skal i givet fald ske inden den 20. november 2015. Der skal ikke indsendes nogen dokumentation for den forventede indkomst, men SKAT kan til enhver tid udbede sig en sådan.

Kontakt os
Hvis du har spørgsmål til ovenstående er du naturligvis velkommen til at kontakte din sædvanlige kontaktperson hos RevisorGruppen på telefon 62 22 02 12.

Tilmeld dig til nyhedsbrev
RevisorGruppen er den del af danrevi-samarbejdet.

Har du lyst til at modtage aktuelle nyheder vedrørende skat, moms og afgifter så tilmeld dig danrevis nyhedsbrev der udsendes 1 – 2 gange pr. måned.

Tilmeld dig ved at klikke her >>

RevisorGruppen

Vestergade 165 A, 1. sal
5700 Svendborg
Tlf. 62 22 02 12
info@revigruppen.dk
www.revigruppen.dk

Denne publikation er skrevet i generelle vendinger og skal alene betragtes som generel vejledning. Du bør ikke handle eller undlade at handle uden at have fået professionel rådgivning. Kontakt RevisorGruppen for at drøfte de specifikke problemstillinger.